Jeg tror aldrig at jeg har været så spændt og nervøs på samme tid, som jeg var den dag jeg trykkede ’tilmeld’ på HÖJSKOLENDKs hjemmeside. Måske var det derfor det tog mig tre hele dage før jeg rent faktisk fik gjort det. Jeg har drømt om at rejse så længe jeg kan huske, så jeg følte, at det at jeg var ved at tilmelde mig det her ophold, var stort. At det burde fejres, at der burde være smil og glade dage, at der burde være nogle der var der mens jeg gjorde det; men det var der ikke.
Den følelse jeg sad med bagefter var ikke den følelse jeg havde troet det ville være, hele oplevelsen med tilmeldingen var kort sagt ret antiklimatisk for mig, fordi der gik jo tre måneder før der egentlig ville ske noget. December måned gik langsomt, jeg fik mine første vaccinationer som virkede ligegyldige fordi, igen, der var jo lang tid til. Men så skete der noget. Arbejdet herhjemme blev kedeligt, jeg lå vågen om natten uden helt at vide hvorfor, mit humør blev bedre.
Efter afrejsemødet i februar var det som om at jeg fik en ordentlig kickstart – nu er det snart.
What?! Hvad nej, vent. Det her er jeg ikke klar til! Der er mindst et par måneder til før jeg skal af sted, jeg er slet ikke færdig med forberedelserne.
En masse tanker og følelser fløj gennem mig på vej hjem fra afrejsemødet Odense, som jeg delte med nogle af dem jeg lige havde mødt. Men så var det lidt som om tiden gik i stå for mig igen, indtil vores destinationsleder skrev inde i vores Facebookgruppe, at der nu var 20 dage tilbage før vi tog afsked med familier og venner i Københavns lufthavn. Så gik min nedtælling ellers i gang. Jeg kan huske den ene dag meget tydeligt; jeg kom på arbejde og så kigger min chef på mig, smiler, og spørger hvor mange dage der er tilbage nu. Som et lille barn juleaften, begynder jeg at små-hoppe med det største smil på læben og svarede at der nu kun var 10 dage tilbage. Den glæde som jeg oplevede den dag, skulle vise sig at blive den følelse som ville gå igen, gennem hele mit ophold.
Det er svært for mig at beskrive min rejse for min familie og venner, efter jeg er kommet hjem, fordi for mig personligt, er det ikke alle de fede ting vi har lavet, som jeg tænker tilbage på mest – selvom de uden tvivl var rigtigt fede. Var der nogle der sagde skydiving?! Nej, for mig er det den følelse jeg har haft på mit ophold. Den følelse, der er opbygget af New York og introdage i regnvejr med kortspil, hygge og alt for meget sodavand. Den følelse, der er opbygget af solnedgange og sene nætter på Hawaii hvor man endte med at snakke med folk til langt ud på natten, af undervisning der gav mening, latter og leg. Tårer og savn af familie, kram fra de mennesker omkring en, hvor man glemte tidligere erfaringer om ligegyldighed og accepterede, at de her mennesker der var omkring en, de mente sgu hvad de sagde. Følelsen af kærligheden, der nærmest strømmede ind i kroppen på en, i det man gav efter for det kram man fik. Den følelse af at ramme regnskoven, ingen larm, biler eller andre moderne ting til at forstyrre en. Afslappethed når solen sank og gav plads til stjernerne. Jeg har aldrig set så mange stjerner i mit liv! Den følelse som undervisningen under bambustræerne i ’Selvudvikling og Kommunikation’, gav mig i det jeg begyndte at lære og acceptere, at man ikke kan kontrollere omverdenen, men man kan kontrollere sin reaktion på omverdenen.
For mig er det den følelse af mennesker, der virkeligt bekymrer sig om en, om det er problemer hjemmefra, der trykker sig på og råber på opmærksomhed, eller om man falder på næsen på et hike og har brug for at blive hjulpet op, så er der altid nogle. Når verdenen er ondskabsfuld, selv så mange kilometer hjemmefra, så er der altid nogen til at støtte en. Jeg er fyldt af glæde og taknemmelighed.
Jeg savner at være afsted. Jeg savner varmen, troperne, følelsen af at man ved man gør en forskel. Men det jeg savner mest? Det er menneskene. 25 dejlige med-elever, 2 fantastiske undervisere og en uundværlig destinationsleder. Ville jeg tage tilbage hvis jeg fik muligheden? No doubt. Men jeg er også klar på nye eventyr, jeg er klar til at prøve på at erobre verdenen, på at fejle og prøve igen. For det er hvad HÖJSKOLENDK har givet mig; blod på tanden til at prøve. Også selvom det er skræmmende.
Sarah Hvitfeldt
Caribien & Hawaii
